ROMANSK:

Mål:

Eleverne skal få
- viden om karakteristiske træk ved en romansk kirkebygning

- viden om den tids Kristus-opfattelse

- kendskab til kirkens inventar, bl.a. døbefonten

De første kirker - trækirker
Efter at kristendommen blev indført i Danmark begyndte kirkebyggeriet. Den første kirke blev bygget af munken Ansgar i Hedeby i 846. De først ca. 200 år byggede man kirker af træ. De var ret små og blev i nogle tilfælde bygget på de steder, hvor vikingerne havde haft deres helligsteder. Der er ingen trækirker tilbage i Danmark, men arkæologerne har fundet stolpehuller, som fortæller om disse kirker. Da man senere byggede stenkirker, blev de bygget der, hvor der tidligere havde stået en trækirke.

Den romanske kirke
Trækirkerne kunne ikke holde i særlig lang tid i det danske klima. Derfor blev der fra ca. år 1050 og til 1250 bygget stenkirker overalt i Danmark. De blev bygget i en stil, der kaldes den romanske stil. At man havde penge til det, skyldtes indførelsen af Tienden, der blev indført i Danmark omkring år 1100. Tiende betød, at man skulle afgive 1/10 del af afgrøde, fiskeri mv.

Den romanske kirke kunne være udsmykket med kalkmalerier. Billederne var malet i kraftige blå, grønne og røde farver.

Kristus blev i den periode opfattet som en sejrende Kristus, en slags kongeskikkelse.

De fleste af de romanske kirker er senere blevet om- og tilbygget.

I 826 kom benediktinermunken Ansgar fra frankeriget til Hedebyegnen for at missionere. Han fik af kong Horik 1. tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby, som ligger lidt syd for Slesvig. Kirken i Hedeby skulle være den første danske kirke og var formentlig bygget af træ. Sandsynligvis har den også være Nordens første kirke. I 948 blev byen bispesæde, hvor Hedeby sammen med Ribe og Århus udgjorde et af tre jyske bispedømmer, som var underlagt ærkebispesædet Hamborg-Bremen. Her virkede formodentlig også biskop Poppo, som døbte Harald Blåtand. Harald Blåtand var søn af kong Gorm den Gamle og dronning Thyra Danebod, som havde domicil på Jellingeegnen. Omkring 950 rejste kong Gorm en sten – den lille Jellingsten – til minde over sin hustru.

Den store Jellingsten blev rejst af Harald Blåtand omkring 965 som et minde over sine afdøde forældre Gorm og Thyra, med en erklæring om, at Harald samlede Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Harald regerede år 958 – ca. år 986.  Jellingstenen har man også kaldt for Danmarks dåbsattest, og symbolet figurerer således endnu på det danske nationale pas.

At kongen befaler et religionsskifte gældende for alle i landet kan i nutidens optik opfattes som et absurd brud på den enkeltes frihed, men ikke desto mindre kunne en konge helt op til Grundlovens vedtagelse (1849)om frihed til at tale, tro og tænke således bestemme over ´den enkelte´. I 900-tallet havde asatroen, altså den nordiske mytiske tradition, generel udbredelse. Man tilbad de nordiske guder og ofrede til dem. Ikke mindst skikke og traditioner omkring død og begravelse var præget af denne tro og tænkning: gravhøje, jættestuer og stendysser er i dag synlige udtryk for denne kultur. Det døde menneske fik proviant med sig i graven på rejsen til dødsriget. Nogle steder finder man en bådformet stensætning brugt som gravplads og som symbol på rejsen mod det nye og ukendte. 

Med de skandinaviske lande, altså Norden, var kristendommen på det tidspunkt udbredt til hele Europa. Bekendelsen til den hvide Krist satte sit præg på den kommende samfundsudvikling og især på byggeriet af helligsteder, som nu kaldtes for kirker.

Den romanske kirkebygning

Og man har været sikker i sin sag, for helligstederne – kirkerne – skulle opføres som solide og robuste bygninger, hvor den nye gud kunne tilbedes. Byggematerialerne, træ og sten, var inden for rækkevidde. Hidtil havde man brugt træ til kirkebyggeriet, men nu fandt man på at kløve de store sten, som blev samlet sammen fra marker og stenbrud. Disse kløvede granitsten blev tilhugget på de fire sider, deraf navnet kvadre, som kommer af quadrus, lat. – betyder fire.

90 % af de kirker, vi kender i dag, kan spores tilbage til tiden, som vi kalder den romanske periode og defineres fra ca. år 1100-1250. Betegnelsen tilkendegiver det romerske imperiums indvirkning på såvel byggestil som tænkning.

Karakteristisk for romansk byggestil er de runde buer over døre og vinduer. Den såkaldte rundbuestil. Taget var af træ eller bly, og loftet var udført som bjælkelag. Den typiske romanske kirkebygning var opdelt i tre ’rum’: skib, kor og apsis, hvilket leder tanken hen på den kristne trosbekendelse, som blev vedtaget på kirkemøde i Nikæa år 325. Treenighedsdogmet er udtryk for, at Gud viser sig i skikkelse af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

Når kirkebygningen havde en apsis (runding) i den østlige ende, leder det tanken hen på morgengry og den opgående sol, som symbol på Jesu opstandelse og genkomst. Sol er tillige et ofte anvendt symbol på Gud, lyset og alle tings skaber.

·       Apsis som det allerhelligste (jf. Templet i Jerusalem),

·       Koret, hvor alteret er, og hvor præsten forretter tjeneste

·       Skibet, hvor menigheden er samlet.

Ved alteret vender præsten sig mod øst og frembærer på menighedens vegne bønner og gaver til Gud (ofring, som vi kender det fra Det gamle Testamente). Når præsten vender sig mod menigheden og læser fra Bibelen, skal det tolkes som Guds svar på menighedens bønner og gaver. Således er der tale om klar overensstemmelse og parallelitet mellem messens (gudstjenestens) opbygning og kirkebygningens struktur. Forbindelsen Gud-menneske og menneske-Gud udtrykkes i kirkens orientering i forhold til verdenshjørnerne.

Snit gennem en romansk kirke, set mod alteret (mod øst)

Den sejrende Kristus

Det var først i år 313, det blev lovligt at være kristen. Derfor er de ældste krucifikser fra ca. år 500. Det var vigtigt at vise, at Jesus var en stærk gud. På de gamle krucifikser ligner Jesus derfor en konge fra himlen med en krone, han kigger sejrrig ligefrem, og står med fødderne parallelt samlede. Man skal opfatte den sejrende Kristus som den, der har gjort sig fri af korset og dermed døden.

Den lidende Kristus 

I år 1200 var kristendommen stærk i hele Europa. De kristne behøvede ikke længere at fortælle, at deres Gud var den stærkeste. Derfor begyndte man at vise, at Jesus gav sit liv, fordi han elskede menneskene. På disse krucifikser lider Jesus, og her skal man opfatte Jesus som den lidende Kristus. Han har tornekrone på, han bløder fra sine sår, og fødderne er fæstnet til korset med ét søm.